Se også den trykte version af Nordens sprog med rødder og fødder:

Nord 2004:10

ISBN 92-893-1041-3

Mer information

Nordiske sprog i fortid og nutid

Sproglighed og sprogforskelle, sprogfamilier og sprogslægtskab

Arne Torp

Skandinavien: Forskellige sprog eller blot dialekter?

Et geografisk område hvor talesproget varierer på en sådan måde at naboer altid kan forstå hinanden ved hjælp af modersmålet, og ingen af parterne behøver særlig træning eller oplæring for at forstå den anden, kaldes et dialektkontinuum. Nedenfor ser du hvad man kan tænke sig at folk fra tre større skandinaviske byer ville svare hvis de blev spurgt om hvor de bor – her vil der ikke opstå forståelsesproblemer selv om der ikke er tale om nabobyer. Bemærk at skrivemåden er en gengivelse af udtalen; den viser altså ikke det normale skriftsprog.

De lokale dialekter i Skandinavien udgør et sådant dialektkontinuum. Hvis man rejser sydover fra Finnmark i Norge gennem hele Norge, Sverige og Danmark til Sønderjylland eller vestover fra Österbotten i Finland gennem Norrland i Sverige til vestkysten af Norge, vil nabodialekterne hele tiden være indbyrdes forståelige.

Afstandssprog

Hvis en bonde fra Älvdalen i Sverige og en fisker fra Vestjylland i Danmark skulle snakke sammen på deres respektive lokale dialekter, ville der til gengæld opstå store problemer. Da älvdalsmål og vestjysk oplagt ikke er indbyrdes forståelige, må de regnes som to forskellige afstandssprog. Til trods for dette tilhører de to talesprog det samme dialektkontinuum fordi der ikke findes noget skarpt brud mellem de lokale dialekter fra Dalarna og til Vestjylland; der er hele tiden tale om en glidende overgang.

 

Afstandssprog

Vil du høre hvordan älvdalsk og jysk lyder, kan du finde sprogprøver på disse adresser:

swedia.ling.umu.se
www.statsbiblioteket.dk/dlh

I grænseområdet mellem Sverige og Norge er det nærmest et politisk spørgsmål at afgøre om en dialekt skal regnes som svensk eller norsk – og faktisk er grænsen jo også på visse steder blevet flyttet i tidligere århundreder – f.eks. var Jämtland og Härjedalen norsk område op til 1645. Derimod er det meget let at afgøre om en nordmand taler samisk eller norsk, eller om en finlænder taler finsk eller svensk. Her er der nemlig ingen gradvis overgang, her er det enten-eller.

Heller ikke i det tysk-danske grænseområde er der nogen særlig tvivl om hvilket sprog en person taler, selv om der her er flere alternativer, og den rent sproglige afstand er meget mindre. Her står nemlig tre forskellige germanske dialekter over for hinanden: sønderjysk, plattysk (= nedertysk) og nordfrisisk. Desuden er der i dag mange som taler både rigsdansk og højtysk i grænseregionen. På trods af at den sproglige afstand er meget mindre end mellem finsk og svensk, er rigsdansk og højtysk heller ikke umiddelbart indbyrdes forståelige. I alle disse tilfælde er der altså tale om forskellige afstandssprog eftersom ikke engang naboerne forstår de andres sprog, med mindre de har lært det.

Om sønderjysk, plattysk og nordfrisisk

Der eksisterer ikke nogen alment anerkendt standardskrivemåde for de tre dialekter. På adresserne nedenfor kan du læse mere om hver af dialekterne og bl.a. se at der er mange forskellige ideer om hvordan udtalen skal gengives. Den frisisktalende person nedenfor kommer således fra en by som på højtysk hedder Niebüll (formen Naibel er såkaldt Algemeyn Nedersaksisch Schryvwyse dvs. »Almen nedersaksisk skrivemåde«).

plattysk:
frisisk:
sønderjysk:

 

Standardsprog

Hidtil har vi omtalt det skandinaviske dialektkontinuum som om der ikke fandtes andre talesprog i Skandinavien end de lokale dialekter. Alle er selvfølgelig klar over at det slet ikke er tilfældet – snarere tværtimod. I dag er det i praksis i vældig høj grad de såkaldte standardtalesprog som dominerer, i hvert fald i Danmark og Sverige.

Et standardtalesprog er et sprog som er standardiseret, dvs. at der er normer for hvordan talesproget skal være. Et standardtalesprog er desuden i vore samfund nært knyttet til et skriftsprog. Både standardtalesprog og skriftsprog er relativt ensartede over et større område, f.eks. i en nationalstat. På begge disse punkter adskiller standardsproget sig fra dialekterne som varierer lokalt og normalt kun eksisterer som talesprog. Reglerne for korrekt sprogbrug eksisterer udelukkende i hjernen på dem som bruger den pågældende dialekt.

Som regel har et standardtalesprog meget højere prestige end lokale dialekter. Det har primært sociale årsager i og med at både standardtalesproget og skriftsproget er baseret på en politisk og økonomisk elites talesprog der oftest er knyttet til hovedstaden. På grund af denne sociale prestige opstår der imidlertid en idé om at standardsproget er det eneste »korrekte« sprog, og at dialekterne i en eller anden forstand er forkerte. Når man taler om dansk og svensk sprog, er det derfor som regel standardtalesproget og -skriftsproget man tænker på; danske og svenske dialekter er ligesom noget andet.

I Danmark og Sverige er de traditionelle dialekter således i stærk tilbagegang i de fleste områder, på den måde at det overvejende er ældre mennesker i landsbyer som taler det dialektforskere ville kalde »ægte dialekt«. Desuden vil de allerfleste danskere og svenskere nærmest automatisk aflægge en eventuel lokal dialekt når de snakker med folk fra andre dele af landet.

I Norge er situationen noget anderledes. Det skyldes blandt andet at man i Norge har to udgaver af skriftsproget, kaldet bokmål og nynorsk – som vi senere kommer ind på. Men den specielle norske skriftsprogssituation viser sig også ved at de lokale dialekter bliver brugt væsentligt mere i Norge end i nabolandene. Formelt giver den norske dialekttolerance sig f.eks. udtryk i at norske lærere ikke har lov til at rette på elevernes talesprog – eleverne er med andre ord i deres fulde ret til at bruge deres naturlige talesprog også i timerne, uanset hvilken dialekt det drejer sig om. Og i praksis ser man det samme når lokale dialekter i Norge bruges i situationer hvor standardtalesprog ville have været en selvfølge i nabolandene – f.eks. når folkevalgte kommer med et indlæg i landets nationalforsamling Stortinget. I mundtlige massemedier som radio og fjernsyn bliver der også ofte snakket dialekt; de eneste som er forpligtet til at holde sig til bokmål eller nynorsk, er medarbejderne i det statslige fjernsynsselskab NRK når de bruger manuskript, hvorimod det ikke gælder i friere samtaleprogrammer.

<< Forrige side [Side 6 af 15] Næste side >>